Da bleff hved - & need Paa han svved: Da som nu Vaer ved at lefve, ved at aande, Ved hver Bevgelse saa stoor at Dend vaer
han gik omkring Blandt Mennisker, vaer han skuffed I ydre vaer der intet Skifte Lig det han hafvde flt i Liiv
De under ham Med at troskyldig ham, Een aff sand Natur, Som Sanser uden
Han gliider useet blandt dem, i sit Jag Lig Kvldens Farver, Aandedrag
For ingen Guderst hafver Git Mennisket Svar paa hvem han Dmon, Phantom & Vaer Naffn paa det de aldrig kunde finde
End han - I hans Hirte: Een tung Som det Hav Der eldsker Dyb
Der - I Bund Flder han al Glde, Liiv, Mod &
Maanen, paanye, Hilser ham fra en Himmel
...Oc ved den lydende Som Fryckt i vver Skald de ffromme atter
The did breake and gave release To amongst Mankynde But then, as now, the Of living, breathing, yea ev'rie A approaching payn
he was As he wander'd men On the surface of - no change No change as the Beast
fear him, these fooles A power pure, unveil'd Perception delusion
them he walks unseen Like a tint if The of Night
No voice of God did Man what He did Werewolf & Phantom, Daemon & - Mere given to what they fear'd
But he - In his An abyss unfathomable As teh sea loves its deeps
- An animal shadow O'er the wintry All Hope, & Life he slayes
The Moone, anew, Bids him welcome a waning sky
... And by the Of his midnight Feare shall be harvest From the Pious of men